Spring til indhold

Brugsen i Særslev

Der er det sidste års tids sket rigtig meget i vores Brugs i Særslev, som I sikkert har lagt mærke til.

 

Elisabeth kom til som uddeler i maj 2024 og sammen med teamet af fastansatte og ungarbejdere, gør de hver dag alt, hvad de kan for at gøre butikken så attraktiv som muligt for vores kunder og dermed sælge flest mulige varer. 

 

OK-tanken er i dag, og har været i rigtig mange år, en meget vigtig del af omsætningen og indtjeningen, når vi kigger på Brugsens samlede regnskab. Derfor er det også med bekymring vi kigger ind i fremtiden, hvor elbilerne vil tage mere og mere over, og vi i Brugsen ser faldende omsætning/indtjening fra OK-tanken. 

 

Vi skal se en stigning i omsætningen i butikken for, at sikre vores Brugs, og derfor vil vi gerne appellere til, at I bruger Brugsen til jeres daglige indkøb og naturligvis OK-tanken.

 

Brug os i dag, hvis I ønsker vi også skal være her i morgen. For at bibeholde et attraktivt lokalsamfund er det nødvendigt med Brugsen! 

 

Tiltag fra april 2024 til nu:

Det første år er, for Elisabeth, gået med at få skabt relation til byen, lære byen, kollegaerne og kunderne at kende, få skabt nogle gode rutiner og i det hele taget få skabt en indbydende butik. 

 

Det sidste halve år har vi arbejdet rigtig meget med at få tilpasset alle vores systemer i butikken, for sammen at få skabt en lettere hverdag. Der er investeret i personale for på sigt at kunne få skabt hele byens foretrukne mad-butik, som er det helt store mål for at kunne drive butikken i fremtiden.

 

Kommende tiltag:

Vi har haft gang i en lidt større ombygning her hen over sommeren, alt sammen for at få skabt et stort lækkert torv, som skal støtte op om at være byens mad-butik. Der er blevet endnu mere lys og luft, vi får flere kølere ind, som skal gøre det endnu mere inspirerende at komme som kunde.

Vi har allerede nu fået mange positive tilbagemeldinger. Det er superdejligt, at byen og personalet er med og har været med på denne spændende rejse de sidste 1,5 år.

 

På den positive side står vi med en Brugs i Særslev, hvor der løbende over årene er blevet investeret i diverse kølere, elektroniske hyldeforkanter, bygningerne generelt og pakkeudleveringen, så vi har et godt grundlag for at udvikle og hæve omsætningen i butikken. Dette er også en nødvendighed for at sikre en positiv drift som gør, at vi kan beholde vores Brugs her i Særslev.

 

Vi er utroligt taknemmelige for alle nuværende kunder og den opbakning, vi generelt ser nu også med Brugsens Venner, samt opbakning fra de lokale håndværkere, når der lige er noget som skal laves.

 

Brugsens venner består af et ´udehold´ med Poul-Erik i spidsen. De passer alt udenfor butikken og fortjener en kæmpe tak for at holde vores udeareal så superflot, ordentligt og trimmet hele tiden.

´Inde-holdet´ som Henrik står i spidsen for, kommer på skift hver anden tirsdag og giver en hånd med vores tørvarer. (Der er plads til flere på ´inde-holdet´

 

De fortjener en kæmpestor tak. Som bevis på den flotte indsats blev Brugens venner blandt de 3 nominerede til årets lokale ildsjæle. De gør, at vi når i mål med tirsdagens gøremål og får tid til at fordybe os i andre opgaver, som er med til at skabe vores flotte butik.

 

Vi vil også gerne sende en tak til Særslev blik & VVS, som har sponsoreret vores flotte facade skilt.

 

Fremtiden:

Snak om det med jeres familie, naboer og venner – handler I der ikke i dag, så kom forbi og se, hvad Brugsen har at byde på. Omsætningen i butikken skal op nu, for at sikre en positiv drift. 

 

Alle ideer, forslag og ønsker man kunne have til Brugsen, modtages med åbne arme! Det er rigtig svært at drive de små landsbybutikker og der er alt for mange eksempler på butikker, som må lukke, hvilket ofte har vidtrækkende konsekvenser for landsbyen.

 

Elisabeth og hele teamet kæmper hver dag for at have de rigtige varer på hylderne og for at have de gode tilbud klar, og vi håber og tror på, at alle vil vores Brugs i Særslev. Vi mødes i Brugsen i dag, da det er en forudsætning for, at vi kan mødes i Brugsen i fremtiden.

 

Copy URL and Open Facebook

STOR tak til alle, der deltog i vælgermødet – både

Søndag d. 9-11-2025 kl. 19.00 til 20.00 – – –

Lidt nyt om gadekæret fra gruppen der arbejder under Særslev

Vælg Byer

Hjertestartere i Særslev

Skip to content